CINEMATEKET I PARADIS


Det er med stor fornøjelse at vi kan præsentere vores samarbejde med Cinemateket!

Hver tirsdag kan du opleve filmhistoriens vigtigste værker og nye filmperler, der ellers ikke får dansk premiere - ofte suppleret med f.eks. introduktion, mad eller musik, der løfter filmoplevelsen.

Billetpris 90 kroner. Forhøjet billetpris ved særevents og helaftensfilm.





PROGRAM



JUNI


TIRS 02/06 18:30: TILBAGE TIL FREMTIDEN
EVENT Andreas Halskov introducerer filmen.
Den unge Marty McFly rejser ved et tilfælde tilbage til 1950'ernes USA og møder den excentriske videnskabsmand Doc. Tidsrejsen byder blandet andet på et akavet møde med Martys mor som ung, hvilket vender op og ned på alting, og pludselig sætter Martys egen fremtidige eksistens på spil.

TIRS 02/06 21:00: DEMONLOVER
Assayas' misantropiske semi-sci-fi værk foregår i Japan, hvor multinationale firmaer i netpornoindustrien kæmper en beskidt kamp om ny animations-teknologi. Connie Nielsen imponerer som sjældent tidligere, og med skuespillerne Chloë Sevigny og Gina Gershon ('Bound') på rollelisten er der dømt millennium-coolness.

LØR 06/06 12:00: SÁTÁNTANGÓ
Som et monument over kommunismens tro på fællesskabet er handlingen i 'Sátántangó' henlagt til et nedslidt landsbrugskollektiv. Alle forsøger at forlade stedet - men i det lille samfund kan man nemt blive hjemsøgt af fortiden. Den syv og en halv timer lange film er en af den slags billedfortællinger, som bare SKAL opleves på et stort lærred.

TIRS 09/06 18:30: HESTEN FRA TORINO
EVENT Rasmus Martinsen (AU) introducerer og fortæller om filosoffen Friedrich Nietzsches indflydelse på filmen. 'Hesten fra Torino' følger far og datters hverdagsrutiner i perfekt lyssatte kompositioner og skildrer den menneskelige eksistens skåret ned til et absolut minimum. Filmen modtog instruktørprisen i Berlin og er Béla Tarrs sidste spillefilm.

TIRS 09/06 21:30: THE DREAMERS
Bertoluccis smukke film er fuld af ungdommelig saft og kraft. 'The Dreamers' udspiller sig i Paris i 1968 med studenteroprøret bragende i baggrunden. En amerikansk udvekslingsstudent møder et fransk søskendepar via deres fælles kærlighed til filmkunsten, og forelsker sig i dem begge to.

TIRS 16/06 18:00: WERCKMEISTER HARMONIES
EVENT Mathias Ruthner (ØFP) introducerer filmen.
En lille by får besøg af et omrejsende freakshow med to attraktioner - en udstoppet hval og en lille prins. Rygtet om, at prinsen har overnaturlige evner og vil komme med et 'budskab' spreder sig i byen: Er det et varsel om verdens undergang, eller vil han udfri dem af den håbløshed, som ligger som en tung dyne over stedet?

TIRS 16/06 21:00: THE CASTLE
Michael Hanekes 1997-filmatisering af Franz Kafkas roman 'Slottet' fra 1926 er et både absurd og dybt tankevækkende drama om individets kamp mod uigennemskuelige systemer.

TIRS 23/06 18:30: RASHOMON - DÆMONERNES PORT
Akira Kurosawas 'Rashomon' er et drama om sandhed, retfærdighed og menneskelig perception. Filmen følger en voldtægt og et mord set gennem fire vidt forskellige øjne: Offeret, gerningsmanden, ægtemanden og en tilsyneladende neutral observatør. Vinder af både Den Gyldne Løve og en Oscar for bedste udenlandske film.

TIRS 23/06 20:15: DRONNINGEN
Trine Dyrholm er isnende i May el-Toukhys 'Dronningen', hvor også Gustav Lindh er fremragende som den omsorgshungrende stedsøn Gustav. Filmen gjorde nær ved rent bord ved både Robert- og Bodil-uddelingerne herhjemme - og var derfor uundgåeligt den danske Oscar-kandidat i 2020.

TIRS 30/06 18:30: CRY-BABY
Hun er træt af at være god, han er født til at være slem. Oplev Johnny Depp som Wade "Cry-baby" Walker, der fælder en tåre som ingen andre - og alle elsker det. Især Allison (Amy Locane), som forføres med hud og hår og står over for valget mellem konformitet eller rebelskhed. Klassisk americana-kitsch af kultfilmmesteren John Waters.

TIRS 30/06 20:30: NØGLEN UNDER MÅTTEN
Shirley MacLaine blev Oscar-nomineret for rollen som den energiske og jordnære elevatorfører Fran, hvis charme og handlekraft straks fanger Jack Lemmons C.C. Baxter. Hun bliver filmens moralske centrum, der med humor og varme udfordrer både overklassechefernes uheldige affærer og den kolde karrierelogik på New Yorks kontorer.